Tegning og noter, som var vedlagt politirapporten. Tegningen viser, hvor
gesimsen er røget ned. Kopi fra Stadsarkivet. Klik til større





Krig og ingen petroleum

” Noget af facaden er faldet ned fra vores ejendom, politiet må komme”. Vicevært Sørensen som boede i Randersgade nr. 41 ringede til station 4, som Østerbro politistation hed dengang.

Det var den 27. februar 1941. Danmark var besat af tyskerne og midt i alle ulykkerne røg et stort stykke af gesimsen på hjørnet af Randersgade og Nøjsomhedsvej.

Politibetjent 420 Brask troppede op på ejendommen og konstaterede, at dele af gesimsen mellem fjerde og femte sal var røget ned.

Af frygt for flere nedstyrtninger skulle området spærres af. Men det var ikke lige til i 1941. Falck blev tilkaldt. Men de var løbet tør for petroleum, som kunne lyse op i små advarselslamper.

Derudover var der problemet med mørklægning. Det var ikke smart at bruge lamper.
Til sidst blev en tømrer tilkaldt, som satte afspærring op.
I 2001 styrtede noget af gesimsen ned på hjørnet af Randersgade og Viborggade. Denne gang spærrede Falck ejendommen af. De efterfølgende reparationer kostede 300.000 kr.

(Teksten er rekonstrueret ud fra politrapport i boligssagsmappe Udenbys Klædebo 1671, Stadsarkivet)

I 1941 koster 1 kilo rugbrød 37 øre.